Værd at vide om trådløs


Flere og flere benytter trådløse routere. Ikke blot fordi det er smart, og man undgår at trække kabler, men også fordi at nutidens enheder i form af tablets, smartphones og bærbare computere inviterer til det.

Men der er forskel på trådløse routere. Nogle har en længere rækkevidde end andre, nogle har mulighed for at distribuere signaler på flere frekvenser som eks. 2,4 GHz og 5 GHz samtidig og mulighed for en masse andre indstillinger.

En ting du skal gøre sig klart, når du selv vil installere trådløse routere er, at du skal have indsigt i opsætningen, eller i det mindste kende en, som har – og har tid til at hjælpe en med opsætningen.

Den router, som vi stiller til rådighed for medlemmerne i forbindelse med et internetabonnement, har en rimelig god rækkevidde. Du kan selvfølgelig finde routere, der har længere rækkevidde. Har du behov for det, er der intet i vejen for, at du selv investerer i en. Du skal regne med, at den ca. koster 700-1100 kr. Du kan også købe eller leje et eller flere Access Point fra antenneforeningen.

Dermed fungerer modemmet/routeren fra antenneforeningen nu som forbindelse til internettet og bringer signalet frem til den ekstra trådløse router/ accesspunkt.

Det kan dog nogen gange være formålstjenstligt samtidig at få lukket for den trådløse forbindelse i routeren fra antenneforeningen. Hvis disse to står tæt på hinanden og udsender trådløse signaler, kan de forstyrre hinanden og dermed nedsætte rækkevidden og stabiliteten af dit trådløse signal.

Du skal være opmærksom på, at der i forbindelse med support fra vores teknikere, ikke kan ydes support på din egen indkøbte router/ accesspunkt, men udelukkende på udstyret fra antenneforeningen.

Et trådløst signal er aldrig lige så godt som et signal fra et trukket kabel, men i langt de fleste tilfælde vil du kunne modtage et tilfredsstillende signal, der leverer den nødvendige hastighed til dine enheder.

Trådløst udstyr kører efter nogle internationale standarder. De modems, som antenneforeningen leverer, har alle sammen 2,4 GHz og de nyere modems har også 5 GHz. Derudover har accesspunkt, som vi leverer både 2,4 og 5 GHZ. Det er dog ikke alt udstyr, der kan bruge 5 GHz. Der findes stadigvæk mange nye tablets, smartphones og pcer, der ikke har 5 GHz wifi.

Forskellen ved de 2 frekvenser er bl.a., at 2,4 GHz har en længere rækkevidde end 5 GHz, men 5 GHz kan give en hurtigere hastighed på korte afstande.

Hvis ens udstyr bruger 2,4 GHz, så kan man typisk se hastigheder lidt over 70 MBit/s under optimale forhold, hvis det er af N-standarden. Men da de fleste enheder kun bruger 2,4 GHz frekvensbåndet, er det tit udsat for overbelastning, som giver en lavere trådløs hastighed. Andre ting, der kan forstyrre 2,4 GHz wifi er bl.a. bluetooth-enheder, baby-alarmer, tyveri/indbruds-alarmer, mikrobølgeovne, strømforsyninger, mobil- og trådløse telefoner.

Hvis ens udstyr bruger 5 GHz, så oplever man typisk højere hastighed og bedre stabilitet idet frekvensbåndet ikke er så belastet. Ulempen ved 5 GHz er kortere rækkevidde og at signalet har svært ved at trække igennem bygningsdele og inventar. Rækkevidden kan øges ved at sætte et eller flere accesspunkter op.

De fleste enheder, der kan bruge både 2,4 og 5 GHz skifter automatisk imellem de to frekvenser. Du kan derfor ikke altid se, hvilken frekvens enheden kører på. Hvis du selv ønsker at styre, hvilken frekvens du kører på, kan du dele netværket op, så du har et navn (SSID) på 2,4 GHz og et andet navn på 5 GHz. Ulempen ved denne deling kan være, at f.eks. Chromecast og trådløs netværksprinter kan være på det ene netværk og pc’en på det andet netværk og derfor ikke kan ”se” hinanden. Man kan derfor blive nødt til at skifte netværk, hvis man skal forbinde til Chromecast eller printe ud.

En kæde er ikke stærkere end det svageste led og det samme gælder det trådløse signal. Hvis din smartphone, tablet eller anden trådløse enhed har en dårlig antenne, vil du ikke kunne udnytte en trådløs forbindelse fuldt ud.

Rækkevidden er også afhængig af, hvor du placerer din router i forhold til resten af husets rum, hvor tykke mure du har, om der er kælder og 1. etage, og meget mere.